Se, hør og anerkend mig

"Hvem er du, og hvad vil du gerne anerkendes for?"

Definition af anerkendelse

Anerkendelse, hvad er det? Begrebet bliver defineret forskelligt: i dagligdags betydning bruges det på linje med det at lytte, altså "jeg hører på det, du siger på en imødekommende måde."

Gensidig anerkendelse viser hen til, at begge parter i relationen kan tage hinandens synspunkter og bytte perspektiv, for i et kort øjeblik at kunne se, hvorledes verden ser ud med den andens øjne.

Når anerkendelse er kommet på dagsordenen pædagogisk og mellemmenneskeligt set, er det fordi vores samfund har udviklet sig fra at være et industrisamfund til et videnssamfund. Videnssamfundet er højt differentieret, komplekst, multikulturelt og i stadig forandring. Denne hastige udvikling betyder, at det enkelte menneske skal være omstillingsparat.

Axel Honneth (f. 1949) er en tysk socialfilosof, der har udviklet en anerkendelsesteori, som er relevant i forhold til både det pædagogiske arbejde og det fagpolitiske inden for pædagogfaget.

Anerkendelse er et fundamentalt behov, som skaber tryghed og mulighed for udvikling, såsom identitetsdannelse og selvrealisering. Vi har brug for at være anerkendt som den, vi er. Vi har brug for at blive set, hørt og forstået. Når vi bliver anerkendt som de mennesker vi er, føler vi os genkendt uden at skulle forestille os noget andet. Med andre ord: vi er autentiske.

Vi motiveres bedst og lærer bedst i et anerkendende miljø. Når vi anerkender hinanden, skaber det tryghed og engageret samvær, og vi skaber et positivt miljø.

Hvad gør anerkendelsen ved os?

• I privatsfæren: når vi bliver mødt med kærlighed og følelsesmæssig opmærksomhed, fremmes vores personlige udvikling, og vores selvværd vedligeholdes.
• I den solidariske sfære: når vi bliver værdsat i det sociale fællesskab, fremmes vores følelse af at være værdifulde i fællesskabet.
• I den retslige sfære: når vi bliver mødt som autonome og respekterede mennesker, fremmes vores oplevelse af ligeværd.

Redskaber til anerkendende kommunikation

• Girafsprog: for eksempel "Jeg hører, at du er ked af det." Social intelligens kan lyde: "Jeg udsætter mine behov" (timing).
• Anerkendende sprogbrug: for eksempel "Jeg er ikke 'forkert', jeg er mig!" (Jesper Juul).

Andre redskaber: aktiv lytning, nærvær og mindfulness, empati (uden at falde i "medfølelsesfælden"), opmærksomhed, og sparring/supervision.

Endnu flere redskaber, særligt relevante i mit eget arbejde: at være assertiv, at sige at man er hørehæmmet, døvbleven eller døv, at bede om at man bruger papir og blyant, og at bruge tolk.

Anerkendelse stimulerer og styrker vores selvværd

I min praksis møder jeg ofte problemstillingen: "Jeg har det svært sammen med hørende, på arbejdspladsen, under uddannelsesforløbet eller i privatlivet."

Mange hørehandicappede har brug for det, jeg kalder styrkelsen af selvværdet. Man kan styrke selvværdet ved at få anerkendelse for at "være den, jeg er". Det indebærer, at det er muligt for personen at sige: "Okay, jeg kan ikke dette lige nu, men jeg kan da prøve at finde ud af, om jeg ikke kan gøre det alligevel." Her sker der en ændring af den overbevisning, der ellers ville have hæmmet én i at udfolde sig.

Man kan godt undvære selvtillid, men ikke selvværdet. Selvværdet er alfa og omega for den personlige udvikling, vi alle sammen gennemløber.

Jesper Juul har i sin bog "Dit kompetente barn" (1995) beskrevet denne forskel. I bogen bruger han begrebet "selvfølelse", men jeg vil her hellere bruge begrebet "selvværd", fordi det er mere kendt.

Anerkendelse giver selvværd

Selvværd drejer sig om hvad vi er og hvem vi er, uanset hvad vi kan. Selvværd er at kunne føle "sit selv", "sin inderste kerne", "sin indre diamant". Det er følelsen af at være noget i sig selv, og blive anerkendt for det.

Ros giver selvtillid

Selvtillid drejer sig om vores tro, viden og tillid til hvad vi kan, altså vores evner, talenter og færdigheder. Det handler om at få anerkendelse for "det vi gør". Jeg har for eksempel selvtillid, fordi jeg ved, at jeg er god til engelsk og til at lave mad. Mit selvværd handler derimod om, at jeg ved med mig selv, at "jeg er okay uanset hvad", ligegyldigt om jeg er god til noget eller ej.

Selvtillid kan opfattes som en psykisk rollator: hvis du mister den, er der kun selvværdet tilbage. Men hvis der ingen selvværd er, kan man gå ned med flaget, måske i en depression. Derfor skal vi finde vores ressourcer, vores "indre skatte", som gennem en slags skattejagt kan lede til vores "indre diamant".

Selvværdet, og ikke kun selvtilliden alene, er altafgørende for ens personlige udvikling og for hvordan man tackler hverdagens problemer, også i forbindelse med et høretab. Ligesom kroppen skal selvværdet have sin egen "styrketræning". Det kan for eksempel ske ved at man:

• anerkender sig selv og andre
• lærer at forstå sig selv og omgås andre bedre
• opløser begrænsende og hæmmende overbevisninger
• lærer at bruge ubehagelige oplevelser, for eksempel fiasko, positivt
• bryder uhensigtsmæssige handlemønstre gennem ændring af kognitive mønstre
• ændrer fokus fra "det man ikke kan" til "det man kan"
• lærer at leve med et høretab

Det kan gøres ved at deltage i kurser om personlig udvikling, assertion og høretaktik, eller ved at gå til psykolog, psykoterapeut eller coach. Selvtilliden styrkes derimod ved fagligt at opdatere sine evner og færdigheder, for eksempel gennem kurser og læsning.

Hvis et barn vokser op med et stærkt og positivt selvværd, vil det forholde sig relativt nøgternt til sin selvtillid, både som ung og voksen, og kunne evaluere sin egen kunnen uden at blive usikker eller deprimeret over det, det ikke kan. En hørehandicappet kan for eksempel sige til sig selv: "Jeg klarede ikke denne situation så godt. Jeg må øve mig noget mere. Jeg må blive bedre til at anerkende mig selv."

Hvad vil det sige at være omstillingsparat?

Det vil sige, at vi selv skal ændre os og træffe nye valg og beslutninger. Det betyder, at vi skal være forankret i os selv og dermed have selvværd og sociale kompetencer for at kunne begå os i det moderne videnssamfund.

Man er blevet opmærksom på at skærpe udviklingen af relationer mellem børn og voksne, samt voksne imellem, for at den enkelte person kan mestre både individualitet og samhørighed med andre på samme tid. En grundlæggende forudsætning for dette er ligeværdige og demokratiske relationer mellem børn og voksne.

Anerkendende relationer

Den i Danmark kendte norske psykolog Anne Lise Løvlie Schibbye har på baggrund af sit arbejde med familier udviklet en teori om anerkendende relationer. Schibbyes teori formidles blandt andet gennem en anden nordmand, Berit Bae, der har forsket i anerkendende relationer i det pædagogiske arbejde. Hun siger:

"Det, jeg gør mod dig, det gør jeg egentlig mod mig selv, fordi jeg med min væremåde skaber forudsætningen for, hvad slags svar jeg får fra dig. Og det, jeg gør mod mig selv, det gør jeg egentlig mod dig, fordi min måde at behandle mig selv på, skaber forudsætningen for din væremåde, for hvem du har mulighed for at 'blive sammen med mig'."

Schibbyes udgangspunkt er, at selvet, menneskets oplevelse og forankring i sig selv som udgangspunkt for væren og handlen i verden, udvikles i relationen med andre mennesker. En relation, hvor både oplevelsen af samhørighed med andre og oplevelsen af afgrænsning fra andre, har stor betydning for selvets udvikling.

Anerkendelse som en form for kommunikation i mellemmenneskelige relationer

Anerkendelse er ikke en metode, men en livsfilosofi eller grundholdning. Som forældre, og i arbejdet med mennesker, her særligt døve og hørehæmmede, er det vigtigt at blive mere bevidst om anerkendelse som en form for kommunikation inden for opdragelse og socialisering. Hvis vi skal anerkende andre mennesker, må vi også vise det i vores handlinger. Selvom vi har viljen, lykkes det desværre ikke altid. Men jo mere vi mærker os selv, jo mere vi lytter til os selv og dykker ned i de dybe, nederste lag, jo bedre bliver vi til at anerkende andre.